Det gode ældreliv er digitalt
Om 30 år vil Danmark have ca. 400.000 flere ældre end i dag. Samtidig forventes antallet af hænder i den offentlige sektor at falde markant i takt med de mindre ungdomsårgange. Denne demografiske udfordring skaber behov for helt nye typer offentlig service og nye velfærdsteknologier.
Et forskningsområde på vej frem er ”aging in place”: Hvordan kan de ældre få mulighed for at blive boende hjemme længst muligt. Der er nemlig flere fordele ved at de ældre bliver boende i deres hjem. Dels er det væsentligt billigere for det offentlige, dels viser undersøgelser, at de fleste ældre helst vil blive i deres hjem. Og med den rette teknologi kan det blive væsentligt lettere for dem.
Forskningen inden for området har hidtil handlet om at hjælpe de ældre med at overkomme hverdagens fysiske udfordringer. Nye hjælpeteknologier er for eksempel faldtæppet, der kan ringe til alarmcentralen, hvis man falder om i stuen, pilleæsken, der bipper, når man skal tage sin medicin og sengen, der registrerer, om man står op om morgenen.
Det er dog ikke kun de fysiske rammer, der afgør, om den ældre har lyst at blive boende i sit hjem. Det handler også om at have et velfungerende socialt liv, og det kan it være med til at skabe. Derfor er IT-Universitetet engageret i forskningsprojektet Seniorinteraktion. Projektet afvikles sammen med blandt andet Ældresagen og Københavns Kommune, og målet er at skabe servicemodeller og interaktionsteknologier, der kan styrke social interaktion blandt de ældre.
Ideen er at lade hverdagsaktiviteterne fungere som åbninger for social interaktion. Ved at synliggøre sine aktiviteter kan man opbygge fællesskaber i hverdagen. Endnu er produkterne ikke færdigudviklet, men et eksempel kunne være det digitale indkøbsnet, som viser de andre ældre i området, at man er i gang med at handle. Og det kan måske indbyde andre ældre til også at gå ned i supermarkedet eller ringe og spørge, om de kan få en liter mælk med. Et andet eksempel er en rollator, som er digitalt forbundet til andre rollatorer. Hvis man kan se, hvornår naboerne er ude at gå tur, kan det måske motivere en til at mødes og gå tur sammen.
Det er et stort tabu at være ensom, og det er ikke alle ældre, der har lyst til skilte med deres lyst til at få nye venner. Men ved at ”designe uden om ensomheds-stigmaet” prøver forskerne at skabe rum for social interaktion. Enten i forbindelse med mad og måltid, fysisk bevægelse eller kulturelle begivenheder.
Udviklingen af de nye teknologier foregår gennem workshops i boligområdet Kongens Enghave. Udviklingen sker i tæt samarbejde med de ældre selv. Metoden kaldes interaktionsdesign eller brugerdrevet innovation. De ældres hjem fungerer som ”Living Labs”: Man designer hos de ældre, ikke i et laboratorium langt væk fra brugerne. Forskerne bygger prototyper hos de ældre og gør dem opmærksom på teknologiens muligheder, og de finder i fællesskab frem til de endelige digitale løsninger.
Forskningen har vakt stor interesse i Indien, som står med samme samme demografiske udfordring som Danmark, og der er etableret et forskningssamarbejde i Mumbai.