Kompetencer
IT-Universitetets forskning kombinerer indsigt og anvendelighed. Forskerne søger dyb indsigt og forståelse og er samtidig optaget af, hvordan forskningen kan anvendes i praksis og generere værdi. Forskerne kommer fra en bred vifte af akademiske baggrunde og har til sammen en lang række kompetencer inden for it. Her følger en ikke dækkende opremsning:
IT-Universitetet har stærke kompetencer inden for sundheds-it og velfærdsteknologi. Den vestlige verden står med store sundhedsmæssige udfordringer i de kommende år: Aldrende befolkninger, øget efterspørgsel efter sundhedsydelser og mangel på læger og sygeplejersker. Nye teknologier kan aflaste de pressede sundhedsvæsener og samtidig give de ældre mulighed for at forblive aktive og blive boende hjemme længere. Desuden kan it være med til at skabe øget social interaktion mellem ældre mennesker og dermed mindske ensomhed. Et andet sundhedsrelateret kompetenceområde er implementering og brug af it i sundhedsvæsenet.
Et særligt kompetenceområde er forskningen i gazetracking, som blandt andet giver mennesker med bevægelseshandikap mulighed for at interagere og kommunikere med øjnene.
IT-Universitetet har også kompetencer inden for ”grøn it”. På verdensplan forårsager computerindustrien et lige så stort CO2-udslip som flyindustrien, og CO2 svarende til Danmarks samlede udledning kan spares ved at gøre verdens software mere effektiv. Forskere på IT-Universitetet har stor viden om, hvordan man sikrer effektivitet i it - herunder energieffektivitet.
Softwarekvalitet er også et stort forskningstema på IT-Universitetet. Forskerne beskæftiger sig blandt andet med at sikre, at software ikke har fejl. Desuden har universitetet ekspertise inden for e-valg – både de tekniske og de sociologiske aspekter. Forskerne har også over stor viden om offentlige it-satsninger og hvordan disse bedst kan lykkes.
Forskere på IT-Universitetet har stor erfaring med at bruge computerspil i nye og måske overraskende sammenhænge. Computerspil kan nemlig bruges til andet og mere end underholdning. Forskerne har blandt andet udviklet specielle genoptræningsspil til Nintendos Wii-konsol – såkaldt wii-hab – og computerspil til undervisningsformål. Blandt de fremtidige projekter er spil til konfliktløsning blandt skolebørn.
Digitale og mobile medier er også at stort forskningstema, og universitetet råder over eksperter i mobiltelefoni, sociale medier, digital litteratur mm.
IT-Universitetet har også kompetencer inden for aktuelle it-begreber som cloud computing, ubiquitous/pervasive computing og procesorienteret it. Begreberne kan kort forklares således:
- Cloud computing: Færrest mulige data ligger lokalt hos brugeren, og software, service og tjenesteydelser leveres via internettet. Dataene ligger på servere og ikke på lokale harddiske.
- Ubiquitous/pervasive computing: Interaktionen mellem computer og menneske foregår ikke ved en skærm og et tastatur på et skrivebord. Computere er integreret i hverdagens objekter og aktiviteter, og brugeren bemærker ikke nødvendigvis, at interaktionen finder sted.
- Procesorienteret it: Softwaren løser ikke kun opgaverne enkeltvis, men tænker i sammenhænge. Man tager ikke udgangspunkt i objekterne, der administreres, men i processerne.
IT-Universitetet tænker globalt både i sin forskning og sine uddannelser. Derfor er global interaktion og internationale samarbejder også et kompetenceområde.
Læs mere under faggrupperne eller kontakt prorektor Jørgen Staunstrup på jst@itu.dk