Udviklingen af IT-Universitetet tog fart – processerne kom på plads, flere uddannelser kom til. I 2007 blev Softwareudvikling lanceret som den første bacheloruddannelse, efterfulgt af tre yderligere. I dag optager ITU omkring 900 studerende om året på sine bachelor-, kandidat- og efteruddannelser.
Ifølge den første rektor er mange af de oprindelige grundprincipper stadig til stede i forskningen og uddannelserne, om end tingene bliver gjort noget anderledes i dag end i 1999.
”Man kan ikke påstå, at vi var tyngede af store kvalitetsovervejelser, da vi skulle i gang – vi skulle bare i gang! Og det var med de forhåndenværende søm. Gradvis er alting blevet udviklet, og bedre og bedre. ITU er et helt andet sted i dag end i 1999 med hensyn til graden af professionalisme, der præger alt, der foregår her på stedet,” siger Mads Tofte, som ved årsskiftet 2019 overlod roret til sin efterfølger, Martin Zachariasen.
Den første rektors håb for ITU’s fremtid er, at universitetet husker, hvorfor det i sin tid blev skabt – fordi samfundet havde brug for, at der skulle ske noget nyt.
”Jeg vil håbe for IT-Universitetet, at det virkelig er sig sit samfundsansvar bevidst, for det er et kæmpe ansvar, der hviler på universitetets skuldre. Men samtidig er det også det, der gør det sjovt at være her, og som gør, at det er værd at være her. Man kan faktisk gøre en forskel i det danske samfund, hvis man gør det godt på IT-Universitetet,” siger Mads Tofte.