Miruna Vozaru
MSc i Spil. Level Designer hos Tactile Entertainment.
HVEM?
Jeg er 27 og kommer fra Rumænien. Jeg elsker København - undtagen vejret! Min mor var den, der kickstartede min interesse for computerspil. Vi spillede tit Half-Life og Dune sammen, da jeg var lille, og hun hjalp, når banerne blev for svære. Det var en hyggelig familieaktivitet. Min interesse for spil udviklede sig, og nu lever jeg af at lave spil. Jeg spiller stadig både digitale og brætspil i min fritid – der er meget at lære, især af de dårlige spil!
HVOR?
Jeg begyndte som praktikant hos Tactile Entertainment på mit fjerde semester på ITU, og da blev færdig, fik jeg fuldtidsarbejde her som Level Designer. Virksomheden laver casual mobilspil, det vil sige spil med ret simple regler, som kan spilles på farten. Jeg kan virkelig godt lide at arbejde her - folk er meget åbne og venlige, og hvis man har en god idé, bliver man hørt.
HVAD?
I øjeblikket arbejder jeg med et ’bubble shooter’ spil – den genre af spil, hvor man skyder klynger af bobler ned for få dem til at forsvinde. Jeg designer banernes layout og sørger for, at alle baner har et klart tema med en god begyndelse, midte og slutning. Man skal sørge for at være fair overfor spillerne og kommunikere klart, hvad de skal gøre.
Vedligeholdelse af banerne er også en stor del af jobbet. Vi bruger dataanalyse til at holde øje med, hvordan spillene performer, og hvor godt spillerne klarer sig. Hvis en bane viser sig at være for svær, går vi tilbage og afbalancerer den. Jeg kan rigtig godt lide at være opmærksom på, hvordan spillerne klarer sig, og hvordan man kan hjælpe dem.
HVORFOR?
Min bachelorgrad var i psykologi, men jeg har altid orienteret mine studier mod computerspil og gamere. Så jeg besluttede at tage til København for at studere spil. Jeg valgte ITU, fordi jeg kunne lide kurserne, underviserne og muligheden for at tilpasse uddannelsen til sine interesser. Jeg endte med at fokusere på både spildesign og spilteori og var virkelig glad for muligheden for at have to specialiseringer. Det var et godt valg. Det var fedt, at ITU opmuntrer til gruppearbejde og jeg mødte gode venner på studiet.
BEDSTE RÅD
Du skal være målrettet. Spil er et medie, der udvikler sig med stor hast, og der er altid noget nyt at lære. Desuden skal man aldrig undervurdere betydningen af teorien. Der er folk derude med meget mere erfaring end dig, der allerede har opfundet den dybe tallerken. Lær af det, de har gjort!