Specialpædagogisk støtte (SPS)
Har du behov for støtte under din uddannelse? SPS er et tilbud om støtte og rådgivning til studerende med en funktionsnedsættelse. Ordningen skal sikre, at du kan gennemføre din uddannelse på lige vilkår med dine medstuderende.
Hvad er SPS?
SPS står for specialpædagogisk støtte og er et tilbud til dig, der:
- har en psykisk funktionsnedsættelse
- har en neurologisk funktionsnedsættelse
- har en fysisk funktionsnedsættelse
- er ordblind eller talblind
Ordningen skal sikre, at du får hjælp til at gennemføre dit studie på samme vis som andre studerende. Støtten omfatter alt fra fysiske hjælpemidler til personlig støtte og kan fx inkludere:
- it-hjælpemidler
- studiestøtte hos en læse- og skrivevejleder
- studiestøtte hos en SPS-rådgiver
- mulighed for særlige eksamensvilkår
Vi hjælper dig med at søge støtte, når du er optaget
Støtten tildeles af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, og ITU søger støtten på vegne af dig, når du er optaget. Vi anbefaler, at du kontakter os hurtigst muligt efter optagelse på sps@itu.dk af hensyn til sagsbehandlingstiden.
Her kan du se en video fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet om, hvordan du som studerende søger SPS på din uddannelse.
Du skal være opmærksom på følgende
- Du skal være dansk statsborger, EU/EEA-borger eller have samme status som en dansk statsborger.
- Du skal kunne dokumentere behovet (fx via lægeerklæring fra egen læge, speciallæge eller e-journal).
- Tidligere uddannelsessteder videregiver ikke automatisk oplysninger om dit støttebehov. Du skal derfor kontakte os, hvis du har behov for SPS.
- Vi har tavshedspligt og deler ikke dine oplysninger. Din SPS-støtte vil ikke fremgå af dit eksamensbevis.
Har du spørgsmål til mulighederne?
Selvom vi først kan søge om støtte til dig, når du er optaget på ITU, tager vi gerne en snak om dine behov og processen for tildeling af SPS inden din studiestart.
Kontakt vores SPS-vejledere på sps@itu.dk for at høre mere.