ITU-iværksætter vinder pris for Open Data-løsning
Den spritnye startup FILLR løb med førstepladsen i Erhvervsstyrelsens Open Data Challenge. Med titlen fulgte 100.000 kroner, som de to grundlæggere nu vil investere i at udvikle virksomheden. Først skal den ene dog lige aflevere sit speciale på ITU.
Institut for DatalogiIværksætteripriserITU Innovatorsstartups
Skrevet 14. december 2015 11:46 af Vibeke Arildsen
Få ting er så bøvlede som at udfylde formularer på nettet med de samme oplysninger igen og igen. Så Henrik Haugbølle og Kasper Christjansen fik en idé: hvorfor ikke udnytte de mange åbne data, den danske stat stiller til rådighed, til at forbedre brugeroplevelsen på hjemmesider?
Den tanke blev startskuddet til FILLR, en platform som gør brug af data fra blandt andet CPR-registeret og Danmarks Statistik til at autoudfylde for eksempel adresser, telefonnumre, køn og sprog i onlineformularer. Samtidig sikrer den erhvervsdrivende mod svindel ved at validere oplysningerne i de offentlige registre.
De to unge iværksættere har netop vundet Erhvervsstyrelsens Open Data Challenge om at udnytte potentialet i åbne offentlige data til gavn for danske virksomheder. Med æren fulgte en check på 100.000 kroner.
”Prisen er en rigtig god økonomisk håndsrækning, der kan hjælpe os i gang. Men den helt store værdi er det netværk, kontakter og muligheder, der udspringer af konkurrencen. Det giver blod på tanden til at knokle videre”, siger Henrik Haugbølle.
Godt klædt på til iværksætteri
Selvom han kun lige er ved at lægge sidste hånd på sit speciale i softwareudvikling på ITU, er Henrik allerede en erfaren herre i det københavnske startupmiljø. Efter fem år på ITU føler han sig godt klædt på til et liv som iværksætter.
"...det har også hjulpet at have et par bløde fag som retorik og projektarbejde. Der får man noget forståelse for forretningsverdenen og dens terminologi. Så er det ret smertefrit at komme ud og navigere i den verden."
Henrik Haugbølle, medstifter af FILLR
”Under studiet har jeg været en aktiv del af studenterorganisationen ITU Innovators, hvor jeg opdagede det netværk og de muligheder, der findes i det københavnske iværksættermiljø. Ud over det er ITU mere forretningsorienteret end de fleste andre datalogiske uddannelser. Man kommer ud til virksomheder og får besøg af mennesker fra industrien. Det åbner også øjnene for de muligheder, der er efter uddannelsen.”
”Og så hader jeg at indrømme det”, siger han med et glimt i øjet. ”Men det har også hjulpet at have et par bløde fag som retorik og projektarbejde. Der får man noget forståelse for forretningsverdenen og dens terminologi. Så er det ret smertefrit at komme ud og navigere i den verden. Jeg trak en del på de værktøjer, da vi skulle lave en forretningsplan for FILLR.”
Internationale ambitioner
Når Henrik har afleveret speciale i starten af januar, venter arbejdet med at færdiggøre prototypen på FILLR. De første kunder har allerede meldt deres interesse.
”Efter nytår skal vi i gang med at implementere vores løsning i flere større danske virksomheder, der alle har formularer med en masse felter, kunderne skal udfylde. Der kan vi hjælpe kunderne hurtigere igennem. Samtidig vil vi kunne fortælle virksomhederne lidt ekstra om deres kunder på baggrund af de indtastede data”, forklarer Henrik.
Ambitionerne for den nye virksomhed er høje, og med tiden planlægger de to iværksættere at ekspandere internationalt.
”Næste mål er at begynde at bevæge os videre fra Danmark, så virksomheder, der arbejder internationalt, kan integrere vores løsning i stedet for at skulle integrere endnu flere datakilder. Men Danmark er et fantastisk sted at starte, fordi vi har så meget data.”