Big data fra rummet skal bruges i undervisningen på ITU
Et nyt samarbejde mellem IT-Universitetet og Styrelsen for Forskning og Uddannelse giver studerende og forskere nye muligheder for at arbejde med data indsamlet af EU’s jordobservationsprogram, Copernicus.
Skrevet 20. september 2017 08:52 af Vibeke Arildsen
Hver af satellitterne i Copernicus producerer 1,5 petabyte rå data årligt, som rummer et uanet potentiale for at øge forståelsen af vores planet. For at gribe de mange muligheder er der brug for kompetencer i softwareudvikling og dataanalyse, og derfor indleder IT-Universitetet og Styrelsen for Forskning og Uddannelse nu et samarbejde.
Det indebærer blandt andet, at ITU-studerende på softwareudvikling og Data Science får mulighed for at arbejde med satellitdata i undervisningen, fortæller Philippe Bonnet, Professor ved Institut for Datalogi.
De studerende vil dels udvikle infrastruktur, der gør det nemt at arbejde med de store datamængder, og dels finde nye måder at få satellitdata til at spille sammen med applikationer.
Philippe Bonnet, professor på ITU
”Copernicus-programmet stiller en stor mængde satellitdata til rådighed på en måde, så det er muligt for it-folk at integrere dem i deres applikationer. Satellitdata giver nye muligheder for at skabe forbedringer inden for blandt andet bæredygtig energi, landbrug og transport. De studerende vil dels udvikle infrastruktur, der gør det nemt at arbejde med de store datamængder, og dels finde nye måder at få satellitdata til at spille sammen med applikationer,” siger Philippe Bonnet, professor ved Institut for Datalogi på ITU.
Hackathon i støbeskeen
Også ITU’s PitLab, hvor studerende og forskere udvikler Internet of Things (IoT)-projekter, vil fremover arbejde med at kombinere satellitdata fra rummet med data fra lokale sensorer.
Desuden er et hackathon med satellitdata i støbeskeen i samarbejde med den europæiske rumorganisation, ESA. Hackathon’et skal foregå i 2018 og vil være åbent for studerende fra alle danske universiteter.
Styrelsen for Forskning og Uddannelse vil bruge erfaringerne fra samarbejdet med ITU til at udbrede brugen af satellitdata til andre videregående uddannelser.
”Samarbejdet med ITU betyder, at fremtidens dataloger lærer om de uanede muligheder for at bruge gratis højkvalitetsdata fra rummet. Samarbejdet hænger rigtig godt sammen med målsætningerne i den nationale rumstrategi fra 2016, som netop havde et stærkt fokus på både at udbrede kendskabet og anvendelsen af data fra rummet,” siger Peter Sloth, kontorchef i kontoret RUM hos Styrelsen for Forskning og Uddannelse.
Copernicus er verdens største jordobservationsprogram, som Danmark er med til at finansiere og udvikle via EU. Med avancerede optiske kameraer og radarer kortlægger Copernicus-satellitterne Jorden hver anden eller tredje dag hele året rundt. Data fra satellitterne er gratis.
Philippe Bonnet, professor, email phbo@itu.dk
Vibeke Arildsen, presserådgiver, telefon 2555 0447, email viar@itu.dk