Video: Stor ITU-konference om køn i it-sektoren
Den ulige kønsfordeling i it-branchen og på it-uddannelser var i fokus på konferencen ’Bridging the Gender Gap’ på IT-Universitetet.
Skrevet 30. maj 2017 10:32 af Vibeke Arildsen
Hvordan motiverer vi flere kvinder til at vælge en uddannelse og karriere inden for it? Det spørgsmål samlede folk fra alle grene af it-sektoren til en stor konference på ITU mandag den 29. maj 2017.
”Den transformation af samfundet, der sker gennem digitalisering, vedrører alle – mænd såvel som kvinder. Derfor er det vigtigt at kvinder deltager i denne transformation, ikke bare som brugere, men også som skabere. Det er et problem på mange niveauer, at udviklerne af software ikke afspejler mangfoldigheden blandt dem, der bruger softwaren eller bliver påvirket af den,” sagde rektor Mads Tofte indledningsvist om baggrunden for konferencen.
Den transformation af samfundet, der sker gennem digitalisering, vedrører alle – mænd såvel som kvinder. Derfor er det vigtigt at kvinder deltager i denne transformation, ikke bare som brugere, men også som skabere.
Mads Tofte, rektor på ITU
Derefter var der oplæg af bl.a. Linda Sax, professor på UCLA, som i 25 år har forsket i kønsfordelingen på datalogiuddannelser. Hun fortalte om
BRAID-initiativet, hvor 15 nordamerikanske universiteter har forpligtet sig til at gøre en indsats for at øge mangfoldigheden på datalogikurserne. Det gør universiteterne blandt andet ved at afholde programmeringsworkshops for grundskoleelever, skabe et bedre studiemiljø for kvinder og omforme basiskurserne i datalogi.
Også professor Zachary Dodds fra Harvey Mudd College gæstede konferencen fra USA. Han har været en drivkraft bag det universitetets succesfulde indsats for at skabe en ligelig kønsfordeling på datalogistudiet.
Derudover var der oplæg af Ida Kragh-Vodstrup fra DI, Eva Sophia Myers fra Syddansk Universitet, Charlotte Mark fra Microsoft og Phoenix Perry, bagkvinden bag Code Liberation Foundation, der giver kvinder gratis undervisning i spiludvikling.
Vibeke Arildsen, presserådgiver, telefon 2555 0447, email viar@itu.dk