ITU-professor spiller hovedrolle i opgradering af teoretisk datalogi i Europa
Den prestigefyldte europæiske konference inden for teoretisk datalogi, ICALP, er blevet rangereret blandt de allebedste i verden. Den nuværende formand for ICALP’s styrekomité, Thore Husfeldt, professor ved IT-Universitetet i København, glæder sig over, at flere af verdens bedste forskere nu vil præsentere deres resultater i Europa.
Skrevet 30. marts 2026 12:51 af Jari Kickbusch
I årtier har europæiske konferencer inden for teoretisk datalogi (TCS) stået i skyggen af de store amerikanske konferencer. Sådan bliver det måske ikke ved med at være. Den mest prestigefyldte europæiske konference på området, ICALP (International Colloquium on Automata, Languages, and Programming) er for nylig blevet opgraderet fra A til A⋆ af iCORE; en international organisation, som vurderer datalogiske konferencers kvalitet.
Opgraderingen bliver fejret af europæiske dataloger, ikke mindst på IT-Universitetet i København (ITU), hvor professor Thore Husfeldt har spillet en vigtig rolle i at forbedre og promovere europæisk forskning i teoretisk datalogi. Han fortæller, at ICALP allerede i år har fået tilsendt 20 procent flere forskningsartikler end sidste år.
"Jeg er meget begejstret. Med en A⋆-rangering bliver ICALP en flagskibskonference, og jeg er enormt tilfreds med, at Europas hovedkonference inden for teoretisk datalogi nu har samme officielle rangering som de bedste amerikanske konferencer. Det betyder, at flere topforskere indsender deres bedste artikler til ICALP, og at færre europæiske forskere vil føle sig presset til at rejse til USA for at præsentere deres bedste ideer der," siger han.
Fokus på kvalitet
Thore Husfeldt var selv vært for den årlige ICALP-konference i 2014 på ITU. Tre år senere, i 2017, besluttede han at stille op som bestyrelsesmedlem i European Association of Theoretical Computer Science, der dengang var det styrende organ for ICALP. Hans mål var at forbedre konferencens videnskabelige niveau. I dag er han formand for ICALP’s styrekomité og glæder sig over, at det med en holdindsats fra det europæiske TCS-forskningsmiljø er lykkedes at højne kvaliteten af konferencen betragteligt. Han forventer derfor, at konferencen vil blive endnu mere populær i de kommende år.
"Kvaliteten af en konference afhænger af faktorer som fx selektivitet og kvaliteten af bedømmelsesprocessen, anonymitet af indsendelser, sammensætning af programkomité og valg af konferencested. Hver af disse ting kan påvirkes af personlige præferencer, politiske og sociale agendaer, traditioner osv. I ICALP valgte vi dog at fastholde fokus på værdier som faglig kompetence, merit og kvalitet, og det har givet pote i form af højere kvalitet og bedre rangering. Det vil gøre en reel forskel for mange yngre forskere, når de ikke behøver at sende deres artikler over Atlanten af hensyn til forfremmelse eller finansiering. ICALP er et fantastisk event, som forskere elsker at deltage i, og hvor der er et stærkt fællesskab. Men nogle institutioner rådede unge forskere til ikke at indsende til ICALP, fordi det “kun var A”," siger han.
Thore Husfeldts kollega, professor Eva Rotenberg, som er bestyrelsesmedlem i European Association of Theoretical Computer Science (EATCS), er ligeledes begejstret for anerkendelsen af europæiske TCS-konferencer.
"Før havde jeg kun tre amerikanske konferencer at vælge imellem, hvis jeg ville sende mine resultater til en A⋆-konference. Med den nye rangering har jeg fået to A⋆-konferencer mere, nemlig SoCG (Symposium for Computational Geometry, red.) og ICALP, som begge er fremragende og af høj kvalitet. Ud over at øge den geografiske diversitet har disse to konferencer det til fælles, at konferenceartiklerne bliver udgivet med billige open-access løsninger," siger hun.
Det europæiske perspektiv
Leder af sektionen, Theoretical Computer Science, på IT-Universitetet, Riko Jacob, lykønsker Thore Husfeldt og resten af det europæiske TCS-fællesskab. Han forudser, at opgraderingen ikke kun vil påvirke ITU’s og Europas konkurrenceevne inden for TCS, men også hele forståelsen af teoretisk datalogi som forskningsfelt.
"ICALP fastholder en bred forståelse af, hvad TCS er. Det bliver nogle gange kaldet det ‘europæiske’ perspektiv. I USA handler teoretisk datalogi primært om algoritmer og beregningskompleksitet, men i Europa omfatter det også emner som logik og formelle metoder til programmeringssprog. Det er også sådan, vi definerer TCS på ITU. Vi inkluderer alle de datalogiske underdiscipliner, hvor der bruges matematisk stringent design og analyse," slutter han.
Jari Kickbusch, Forskningskommunikatør, telefon 7218 5304, email jark@itu.dk