Ny startup vil skabe sociale spiloplevelser
Tanja Lind Tankred og Mira Dorthé står bag det nye uafhængige spilstudie Other Tales Interactive, som laver narrative spil til mobile platforme. Deres første spil Tick Tock udspringer af et speciale fra IT-Universitetet.
Skrevet 24. februar 2017 08:14 af Vibeke Arildsen
Der findes masser af computerspil, som to spillere kan spille sammen uden at sige et ord til hinanden. Men ikke ret mange, der kræver at to spillere taler sammen og løser udfordringer i fællesskab. Det vil det spritnye danske spilstudie Other Tales Interactive gerne lave om på. De to spildesignere bag, Tanja Lind Tankred og Mira Dorthé, er i øjeblikket gang med at udvikle studiets første spil, Tick Tock, som bliver et frisk pust på markedet for multiplayerspil.
”Tick Tock er et adventurespil for to spillere, hvilket der ikke findes ret mange af i dag. Det særlige ved spillet er, at det spilles på to forskellige devices, men de to spillere får ikke vist det samme på skærmen og er derfor nødt til at tale sammen for at kunne løse spillets gåder,” fortæller Tanja Lind Tankred.
I Tick Tock er de to spillere fanget i hvert sit magiske ur og kan kun undslippe ved at hjælpe hinanden med at sammenstykke baggrundsfortællingen om de to urmager-søstre Amalie og Lærke Ravn. Spillet henter inspiration fra blandt andet fysiske ’escape rooms’ og H.C. Andersens eventyr ’Nattergalen’.
Spiludvikling i de svenske skove
Den litterære inspiration er ikke helt tilfældig, for både Tanja og Mira har en bachelor i litteraturvidenskab. De mødte hinanden på kandidatuddannelsen i spil på ITU, hvor de sammen skrev speciale om narrative spil for to spillere. De besluttede at bevise teorierne i praksis med prototypen Tick Tock. Undervejs måtte Tanja opfriske sine tegneevner, mens Mira lærte at programmere. Det gjorde dem i stand til selv at udvikle spillet.
Prototypen blev så vellykket, at de to spildesignere blev optaget i svenske acceleratorprogram Stugan så snart, eksamenspapiret var i hus, og derigennem fik chancen for at tilbringe syv uger med at arbejde på spillet langt ude i de svenske skove. Opholdet gav dem modet til at starte deres eget spilfirma i efteråret.
Siden har Other Tales Interactive fået en bevilling på 90.000 kroner til udvikling af spillet fra Det Danske Filminstitut og deltaget i Startup Programme, et inkubatorforløb tilbudt af ITU Business Development til studerende på IT-Universitetet.
Næste stop: San Francisco
I slutningen af februar drager spilduoen til San Francisco for at præsentere Tick Tock for investorer, journalister og spiludgivere på verdens største computerspilkonference, Game Developers Conference. Med sig bringer de en trailer og en demoversion af spillet.
Den endelige version af Tick Tock regner de med at udgive til efteråret. Når det projekt er afsluttet, har de to iværksættere masser af ideer til nye spilprojekter.
”Den største drøm med Tick Tock er at få anerkendelse og finansiering nok til at kunne komme i gang med det næste spil,” siger Mira Dorthé.
Vibeke Arildsen, presserådgiver, telefon 2555 0447, email viar@itu.dk