Kvinder vil gerne arbejde med tech - så lad os droppe fordommene
Det er afgørende, at kvinder er med til at løse fremtidens udfordringer ved hjælp af it. Antagelser om, hvad mænd og kvinder er gode til, fører dog stadig til, at færre kvinder end mænd vælger it-vejen. Derfor bør vi opmuntre alle piger og unge kvinder til at udforske teknologien. Debatindlæg af ITU's rektor, Martin Zachariasen, bragt i Politiken den 26. august 2019.
Skrevet 26. august 2019 13:43 af Martin Tvede Zachariasen
I 2013 udkom børnebogen “Barbie: I Can Be A Computer Engineer”, der fortæller historien om Barbie som it-studerende. Titlen til trods kan Barbie dog ikke programmere – her har hun brug for sine mandlige medstuderendes hjælp. “Jeg laver kun designidéerne,” siger Barbie om computerspillet, hun arbejder på. “Jeg har brug for Brian og Stevens hjælp til at gøre det til et rigtigt spil!”
Bogen mødte stor kritik og blev hurtigt tilbagekaldt. Men den er et godt eksempel på den dybt indgroede kulturelle forestilling om, at kvinder ikke kan finde ud af det med teknik. En forestilling, der lever i bedste velgående i 2019, og som vores børn møder, fra de er ganske små. Og som desværre stadig fører til, at færre kvinder end mænd vælger en uddannelse og karriere inden for it.
I år udgør mænd 72 procent af de optagne på it-uddannelserne i Danmark, og ifølge IT-Branchen er blot en fjerdedel af de ansatte i it-virksomhederne kvinder. Inden for de mest tekniske discipliner som softwareudvikling og datalogi er billedet endnu skævere.
Heldigvis går det fremad med kønsmangfoldigheden, da flere og flere kvinder kaster sig over it-fagene. På IT-Universitetet er kønsfordelingen på flere uddannelser ligelig. På de mest tekniske uddannelser er mændene dog fortsat i overtal, og vi arbejder målrettet på at tiltrække flere kvinder til disse uddannelser. Det gør vi, fordi vi mener, det er et ligestillingsproblem, hvis det næsten udelukkende er mænd, der skaber den digitale infrastruktur, som i stigende grad påvirker vores liv. Det er afgørende, at kvinder er med til at bygge systemerne, så de ikke kun tager højde for et mandligt perspektiv.
Mange af fremtidens største udfordringer – klimakrisen, det stigende antal ældre og fattigdom – skal løses ved hjælp af teknologi. Her får vi brug for de bedste hjerner, og de findes naturligvis blandt begge køn.
Mange af fremtidens største udfordringer – klimakrisen, det stigende antal ældre og fattigdom – skal løses ved hjælp af teknologi. Her får vi brug for de bedste hjerner, og de findes naturligvis blandt begge køn.
Derfor tilbyder vi en række aktiviteter for kvinder i gymnasiealderen. Vi inviterer til IT Camps, Coding Cafeer og tech-karrieredage, hvor de unge kvinder prøver at programmere, oplever hvad teknologien kan bruges til og møder kvindelige studerende, de kan spejle sig i.
Andre universiteter, erhvervsorganisationer og foreninger har lignende aktiviteter. Ønsket om større kønsdiversitet er stort og kommer fra mange sider, ikke mindst fra virksomhederne, som er klar over, at større mangfoldighed både giver bedre produkter og en bedre bundlinje.
Og det virker, når man gør en særlig indsats for at nå de unge kvinder. De står i kø for at deltage i ITU’s tilbud, og flere søger ind. Hver 5. studerende på vores tekniske bacheloruddannelser er i dag kvinde, mod knap hver 10., da vi startede indsatsen. Det understreger, at problematikken ikke handler om natur – kvinderne er i den grad interesserede i at arbejde med teknologi, når de får mulighed for at prøve det af. Det største udfordring handler om kultur.
Når vi spørger de kvindelige softwarestuderende, peger pilen samme vej. Mange fortæller, at deres familie og venner var skeptiske omkring deres studievalg – programmering er da for drenge? De møder ofte fordommen om, at softwareudviklere er virkelighedsfjerne ’nørder’.
Vores studerende beskriver softwareudvikling som et kreativt og samarbejdsorienteret fag, hvor man kan gøre en forskel for andre mennesker.
Men det billede er langt fra virkeligheden. Vores studerende beskriver softwareudvikling som et kreativt og samarbejdsorienteret fag, hvor man kan gøre en forskel for andre mennesker. På uddannelsen løser de konkrete problemer – fx ved at kode en jobplatform til flygtninge eller designe et system til at optimere bygningers energiforbrug.
Fordommene om it-nørder og om, hvad mænd og kvinder er gode til, er imidlertid sejlivede. Derfor er der behov for to ting, hvis vi virkelig skal rykke på ligestilling inden for tech:
For det første bør alle børn og unge blive introduceret til it i løbet af deres skoletid. De skal ikke bare lære at bruge Photoshop og Word, men også lære at programmere og forstå, hvordan teknologien kan løse virkelighedens problemer på en smartere måde.
For at andet – og her bliver det nok vanskeligere – skal vi rydde ud i forestillingerne om, hvad kvinder og mænd er gode til. Her tænker jeg på Barbie-bogen, tv-serierne om nørdede it-drenge, og de fordomme, vi giver videre til vores børn uden at tænke over det.
Vi skal aflive klichéerne om it-nørder og lade være med at forvente, at piger er mindre interesserede i computere end drenge.
Vi skal stoppe med at genfortælle, at kvinder ikke kan finde ud af teknik – derhjemme, i klasseværelset og i populærkulturen. Vi skal aflive klichéerne om it-nørder og lade være med at forvente, at piger er mindre interesserede i computere end drenge.
Så kære forældre, bedsteforældre, lærere, pædagoger og andre, der omgås piger og unge kvinder: Giv pigerne muligheder for at udforske og lege med teknologi. Bak op, når de viser interesse for computere, matematik og programmering.
De er præcist lige så dygtige som drengene, og fortjener, at vi gør dem opmærksomme på, at de kan være med til at gøre fremtiden grønnere, rigere og bedre ved hjælp af it. Deres bidrag er nødvendigt for at kunne drive den teknologiske udvikling fremad – til glæde for os alle.
Vibeke Arildsen, presserådgiver, telefon 2555 0447, email viar@itu.dk