Mai Lynn Voldum
Kandidat i Digital Innovation & Management. IT Graduate hos Nordea.
HVEM?
Jeg er født og opvokset i Bangkok. Jeg flyttede til Danmark for 10 år siden, lige før 9. klasse, og jeg har boet her on and off siden. Jeg har lige købt lejlighed på Amager, hvor jeg bor med min kat.
HVOR?
Jeg blev optaget i Nordeas Graduate-program, mens jeg skrev speciale. Jeg gik efter en graduate-stilling fordi jeg var gået direkte gennem uddannelsessystemet og tænkte, at det var lidt for tidligt at binde sig til en fast stilling resten af livet. Når man er i graduate-programmet, får man chancen for at prøve forskellige ting af. Nordea har virkelig været en positiv overraskelse for mig. Selvom det er en meget formel organisation, er kulturen ’flad’. I de første par måneder sad jeg direkte overfor min CIO. Alle vil gerne svare på dine spørgsmål – jeg er endnu ikke blevet afvist.
Tingene går stærkt i finansbranchen. Man bliver konstant udsat for nye udfordringer og forhindringer – for eksempel de skiftende oliepriser. Det er virkelig spændende at vågne op hver morgen og læse nye artikler om det, jeg arbejder med.
HVAD?
Jeg er i min første rotation ud af fire inden for to år. Jeg har valgt at beskæftige mig med projektledelse, og arbejder lige nu i Foreign Exchange. Jeg understøtter et projekt og kører mit eget sideløbende. I min næste rotation kommer jeg til at arbejde i Nordeas børssal, der kommer jeg til at lære mere om vores produkter. Mit job er meget uforudsigeligt. Man skal være på tæerne og klar til både de superlange og travle dage såvel som de korte og mere stille.
Lige nu er vi ved at opgradere et handelssystem. Det kræver meget koordination mellem de forskellige parter. Vi skal skabe god kommunikation mellem forretningsfolk og IT-personalet. På ITU lærte jeg at forstå udviklerne. Når jeg kombinerer det med min baggrund inden for kommunikation og handel, er det som at kunne tale to forskellige sprog.
HVORFOR?
Jeg har taget min bachelor i marketing og har været i praktik på et eventbureau i Bangkok. Alting var meget manuelt og rodet, så jeg forsøgte at introducere et CRM-system, men folk var meget bange for den nye teknologi. Derfor blev jeg inspireret til at studere, hvordan man introducerer mennesker for teknologi uden at det bliver en fremmed ting. Det var det menneskelige aspekt, der skabte interessen for marketing, og det var også det menneskelige aspekt, der fik mig til at læse DIM.
DET BEDSTE RÅD
Min far gav mig mit bedste råd. Han sagde “folk kan ikke sige ja, hvis ikke du spørger”. Der er så mange muligheder, så skab dig et godt netværk og tal med folk. Man skal ikke bange, man skal være proaktiv!