Video: Højspændt debat om problemfyldte offentlige it-projekter
Der var fuldt hus, da IT-Universitetet onsdag den 17. maj dannede ramme om en livlig debat om de seneste års problemer i offentlige it-projekter.
Skrevet 18. maj 2017 09:14 af Vibeke Arildsen
Hvordan forhindrer vi flere store offentlige it-skandaler som EFI, Rejsekortet og Polsag? Det spørgsmål var udgangspunktet for debatten mellem Lars Frelle-Petersen, direktør for Digitaliseringsstyrelsen, CBS-professor Kim Normann Andersen og ITU-professor Søren Lauesen.
Kim Normann Andersen lagde for med at foreslå en helt ny vej for store offentlige it-projekter, nemlig at lægge udviklingen af store offentlige it-systemer helt i private hænder.
Søren Lauesen gennemgik sin rapport om årsagerne til, at fem offentlige it-projekter gik galt, med særligt fokus på Politiets nu kasserede sagsbehandlingssystem, Polsag. Han foreslog, at man opretter en it-havarikommission, som skal undersøge fejlslåede it-projekter for at forebygge at fejlene gentager sig.
Digitaliseringsstyrelsens Lars Frelle-Petersen erkendte i sit oplæg, at det offentlige kan gøre mange ting bedre, men afviste kategorisk Kim Normann Andersens forslag om mere outsourcing til det private.
Vibeke Arildsen, presserådgiver, telefon 2555 0447, email viar@itu.dk