Jorden rundt på 4 dage - digital transformation i et globalt perspektiv

Om kurset

Innovation kræver inspiration til at tænke nyt, og input hertil kan med fordel hentes fra verden omkring os

I kurset Jorden rundt på 4 dage - digital transformation i et globalt perspektiv sættes der fokus på 
digitale trends og transformation i et globalt perspektiv med henblik på at informere praksis i danske virksomheder og organisationer. 

Kurset har til formål at give globalt udsyn, der kan tjene til lokal forandring. På kurset afdækker vi digitale trends og transformation centrale steder som for eksempel Bangalore, Shanghai, Tel Aviv, New Delhi og Silicon Vally.i De er alle vigtige kilder til digital transformation med betydning for organisationer, ledelse, samarbejdspraksis og markedet. Vi får (online) oplæg fra virksomheder og forskere fra de udvalgte områder.

Kurset er planlagt i samarbejde med Innovation Centre Denmark (Udenrigsministeriet) og gennemføres som en kombination af selvstudie, gruppearbejde, undervisningsdage samt udarbejdelse og aflevering af eksamensopgave.

Læringsmål

Efter kurset skal den studerende være i stand til:

  • Beskrive generelle muligheder og udfordringer ved digital transformation i et globalt perspektiv
  • Reflektere over egen og andre organisationers muligheder for og udfordringer ved digital transformation
  • Analysere muligheder og udfordringer for en given digital transformation på baggrund af fagets litteratur og eksempler med henblik på at udarbejde en plan for arbejdet med digital transformation


i Bemærk at de nævnte lokationer tjener som eksempler og evt. kan ændres af praktiske årsager.

Undervisning

Hovedelementet er online oplæg og forelæsninger fra virksomheder og forskere fra de udvalgte områder, der på forskellig vis har formået at anvende nye digitale teknologier til at skabe digital transformation i deres organisation eller område. Dels gives der forelæsninger om digital transformation med undervisere og konsulenter fra områderne, og dels gives der oplæg fra områdernes virksomheder. Der er desuden afsat tid undervejs til refleksions-workshops, som danner baggrund for afklaring af, hvordan den enkelte deltager kan informere praksis i (egen) virksomhed eller organisation på baggrund af kursets indhold. 

Først i undervisningsforløbet er en introduktionsforelæsning med efterfølgende workshop med fokus på digital transformation. Aktiviteterne danner baggrund for gruppedannelse og gruppearbejde. Formålet er dels at kigge på digital modenhed i organisationer, samt at lære de andre deltagere at kende. Der vil desuden være tid sat af til gennemgang af læringsmål og eksamensopgaven.  

Under forløbet tilbydes vejledning i forhold til eksamensopgaven. Her vil der være fokus på at skærpe vinklen og fokus på den konkrete udfordring, der arbejdes med i eksamensopgaven, herunder anvendelse af forskningslitteratur med mere. Kurset gennemføres som en kombination af selvstudie, gruppearbejde, undervisningsdage samt udarbejdelse og aflevering af eksamensopgave.

Eksamen

Kurset afsluttes med en skriftlig eksamen med ekstern censur og bedømmelsen bestået/ikke bestået.

Kurset er et valgfrit kursus på Master i it-ledelse - se flere detaljer om kurset her.

 

ITU Espresso Talk med Lars Rune Christensen

Udlandets innovationshotspots som Silicon Valley, Shanghai, Tel Aviv og Seoul er kendt for deres store koncentrationer af tech-virksomheder, startups, entreprenører, investorer, talentmasse, næsten ubegrænset vækst og tætte forbindelser mellem universitetsverdenen og erhvervslivet.

Disse innovations- og iværksætterhovedstæder kan i vid udstrækning tilskrive deres succes en særlig systematisk tilgang til innovation. 

Hvad kan danske små og mellemstore virksomheder, der skal agere på et globalt marked, lære af det? Kan danske virksomheder kopiere den systematiske tilgang?


Bliv klogere på, hvorfor det globale perspektiv på digital transformation er så essentielt for dansk erhvervsliv i denne ITU ESPRESSO talk med lektor og ansvarlig for ITU’s Master i IT-ledelse Lars Rune Christensen. I en samtale med moderator Pernille Enggaard forklarer Lars Rune Christensen, hvordan danske virksomhedsledere kan gør brug af den systematiske tilgang for at drive innovation og digital transformation.

Desuden kommer Lars Rune Christensen ind på, hvordan FN’s verdensmål spiller en rolle i forhold til at tiltrække den mest kvalificerede arbejdskraft. 

Guest Speaker: Lars Rune Christensen

Lars Rune Christensen er lektor og ansvarlig for Master i it-ledelsesuddannelsen på IT-Universitetet. Hans forskning er fokuseret på it i organisatorisk praksis samt indfrielse af FN’s verdensmål igennem brug af informationsteknologi.

Lars er leder af projektet ” ”Rohingya mHealth: Increasing Access to Healthcare for the Rohingya Community in the Refugee Camps in Bangladesh”, støttet af Novo Nordisk Fonden. Hans forskning er både analytisk og praktisk og rettet mod at informere design af it-systemer.

Mere

Skjul

Deltagernes udbytte

Dette kursus henvender sig til dig, der ønsker nærmere indsigt i digital transformation i et globalt komparativt perspektiv. Vi har fokus på hvordan brugen af digital teknologi kan skabe eller modificere forretningsprocesser, ledelse, organisationskultur, og kundeoplevelser i et skiftende landskab drevet af markedskræfter.  

På kurset vil du således arbejde med digital transformation både strategisk og operationelt. Du vil identificere problemstillinger og tilgange til digital transformation i et globalt perspektiv i forhold til både forretningsmæssige, organisatoriske, kulturelle, sociale og tekniske aspekter. Yderligere vil du opnå kendskab til de centrale akademiske debatter på området. 

Der bliver rig mulighed for undervejs at reflektere og diskutere med oplægsholdere fra de forskellige dele af verden online (hvor Danish Innovation Centre bl.a. er repræsenteret), medstuderende og underviser på ITU.

Læs desuden mere om Danish Innovation Centre her

Undervisere

Lars Rune Christensen lektor og linjeleder Master i it-ledelse ITU

Lars Rune Christensen er lektor og leder af forskningsgruppen Technologies in Practice på IT-Universitetet. Hans forskning er fokuseret på it i organisatorisk praksis, og han har beskæftiget sig med it i forhold til sundhedsvæsenet, i forhold til byggeriet samt globalt projektsamarbejde. Lars har forfattet talrige forskningsartikler om it i komplekse organisationer samt bogen: ‘The Coordination of the Building Process: An Ethnographic Perspective’ udgivet 2013 på forlaget Springer. Hans forskning er både analytisk og praktisk og rettet mod at informere design af it-systemer.

Praktisk

Du kan søge om optagelse frem til ansøgningsfrist. Ønsker du optagelse på et kursus efter ansøgningsfrist eller kursusstart, skal du kontakte ITU Efteruddannelse. Vær også opmærksom på, at der kan være en stor læsebyrde inden første kursusgang.

Der er begrænset antal pladser på enkeltfagskurser, og vi anbefaler derfor, at du søger hurtigt muligt. Ansøgere optages efter først-til-mølle-princippet.

Ansøgning

Du skal ansøge om optagelse på enkeltfagskurser via ansøgningsportalen. Læs mere om, hvordan du søger her.

Deltagerbetaling

Der er deltagerbetaling på alle enkeltfagskurser. Deltagerbetalingen skal være betalt, før du kan starte på kurset og deltage i undervisning og eksamen. Fristen for rettidig betaling fremgår af fakturaen. Nogle får deres kurser helt eller delvist betalt af deres arbejdsgiver, mens andre betaler selv.

Pris pr. kursus á 7,5 ECTS        10.625 kr. 
Pris pr. kursus á 7,5 ECTS (masterkursus m. forplejning)         12.300 kr.
Pris pr. kursus á 10 ECTS         14.170 kr.
Pris pr. kursus á 15 ECTS         21.250 kr.

Ovenstående priser er for studerende fra EU/EØS-lande. Der gælder andre priser for studerende fra lande uden for EU/EØS. Se priserne her.

Hvad dækker betalingen?
Betalingen dækker undervisning på det kursus, du er optaget på, samt to eksamensforsøg – en obligatorisk eksamen og eventuel reeksamen. 

Hvis du har brugt begge eksamensforsøg
Hvis du har betalt for et enkeltfag, men ikke bestået det, skal du gentilmelde dig kurset og betale for kurset en gang til. Du kan ikke deltage i undervisningen og gå til eksamen igen uden at betale igen.

Opkræves forud for hvert semester 
Deltagerbetalingen bliver opkrævet forud for semesteret og er en forudsætning for, at du kan følge undervisningen og gå til eksamen. Hvis din arbejdsgiver betaler dit kursus, sender vi en faktura med frist for rettidig betaling direkte til din arbejdsgivers E-boks. Husk at give besked om dette i ansøgningsskemaet ved at oplyse CVR-nummer. Hvis din arbejdsgiver er en offentlig institution, skal du også huske at angive EAN-nummer, hvortil fakturaen vil blive sendt som et e-bilag. Hvis du selv betaler for dit kursus, sender vi fakturaen direkte til din E-boks via dit CPR-nummer. 

Hvis du søger om optagelse kort tid inden kursusstart, må du forvente en meget kort betalingsfrist. Den korte frist sikrer også, at du kan gå til første undervisningsgang samt få adgang til de IT-systemer, du skal bruge i forbindelse med dit kursus.

Refundering af deltagerbetaling og afmelding
Afmelding af kursus og refundering af deltagerbetaling inden kursusstart skal altid ske ved at sende en e-mail til ITU Efteruddannelse på efteruddannelse@itu.dk med angivelse af navn, fødselsdato og kursus. Refundering af deltagerbetaling efter kursusstart kan kun ske ved ganske særlige tilfælde såsom sygdom, langvarig sygdom, udstationering og lignende usædvanlige forhold. Henvendelse om refundering af deltagerbetaling efter kursusstart sendes ligeledes til ITU Efteruddannelse vedlagt dokumentation.

SVU - Statens Voksenuddannelsesstøtte
Enkeltfagsstuderende kan i særlige tilfælde få tildelt SVU, dvs. Statens Voksenuddannelsesstøtte. Det er dit eget ansvar at undersøge reglerne og ansøge om SVU. Kontakt www.svu.dk for uddybende information.

Studiestart

Vi har studiestart på enkeltfagskurser både forår, sommer (Summer University) og efterår:

- Ultimo januar (eksamen i juni)
- Primo/medio juli (eksamen i august)
- Ultimo august (eksamen i januar)

Nogle kurser på masterniveau kan have en senere opstart i foråret eller efteråret og forløbe fra fx april til juni eller oktober til december. Er du blevet optaget på et enkeltfag, vil du i umiddelbar forlængelse heraf modtage et velkomstbrev med flere informationer, der klæder dig på til at starte dine studier på IT-Universitetet.

Forbehold

IT-Universitetet forbeholder sig ret til at justere eller aflyse planlagte kurser, kvalifikationsforløb eller masteruddannelser, hvis tilslutningen ikke er stor nok eller andre organisatoriske forhold gør sig gældende.

Kontakt os, hvis du har brug for hjælp til at sammensætte et efteruddannelsesforløb, der passer til dine særlige ønsker og behov. Du kan også få indblik i de forskellige uddannelsers faglige indhold og regler på området.

ITU Efteruddannelse
Rued Langgaards Vej 7
DK-2300 København S

Tlf: +45 7218 5450

Email: efteruddannelse@itu.dk