Morten Hjelholt bliver forskningschef på ITU
Professor Morten Hjelholt har været konstitueret forskningsleder siden januar og fremhæves for sit store "engagement, sin overbevisning og sin ledelsesfilosofi". Fra 1. august overtager han stillingen permanent.
Morten HjelholtOm ITUForskning
Skrevet 20. juni 2025 07:53 af Theis Duelund Jensen
ITU's nye forskningschef er et kendt ansigt. Morten Hjelholt har været konstitueret forskningschef siden januar i år, og før det var han konstitueret institutleder op til implementeringen af ITU's nye faglige institutstruktur. I Morten Hjelholt får ITU en stærk fortaler for forskningsmiljøet og en erfaren leder med stor indsigt i det felt, ITU bevæger sig i, siger rektor Per Bruun Brockhoff:
"Morten har med stort engagement, overbevisning og en ledelsesfilosofi, der bygger på dialog, tillid og en dyb interesse i at se andre mennesker lykkes, vist at han kan tage på sig at arbejde strategisk med forskningen på ITU i tæt samarbejde med universitetets andre virkeområder. Jeg ser frem til at vi med Morten har fået skabt et topledelsesteam på ITU med lige netop de styrker og værdier, som kan videreudvikle ITU med blik for både universitetets særlige vilkår og dets store potentiale.”
Morten Hjelholt begyndte sin karriere i centraladministrationen, hvor han arbejdede direkte med forvaltningspolitiske initiativer vedrørende digitaliseringsstrategier. Han har været på ITU siden 2012 og blev udnævnt til professor tidligere i år. I sin tid på ITU har han været linjeleder for uddannelsen Digital Design og Kommunikation, sektionsleder (Design Research og Digitalisering, Velfærd og Deltagelse), medleder af Center for Digital Velfærd og konstitueret leder af Institut for Digital Design.
"Jeg ser frem til at fortsætte mit arbejde som forskningschef på ITU," siger Morten Hjelholt. "Vi tænker og arbejder anderledes på ITU – vi har en tværfaglig tilgang til digitale teknologier – og jeg ser frem til at fortsætte mit arbejde med at advokere for og kaste lys over alt det fantastiske arbejde, der udføres her."
Som professor med speciale i digitale samfund, der har forsket i digitaliseringspolitik i mere end tyve år, har Morten Hjelholt stor indsigt i krydsfeltet mellem forskning og politisk beslutningstagning. Han har stor erfaring med at sidde i advisory boards og udvikle strategier for forskellige digitale dagsordener.
"Min primære rolle er at være facilitator for forskerne på ITU – at hjælpe med at sikre, at de har de bedste betingelser for at udføre deres arbejde. Det er også mit job at skitsere en overordnet retning og vise resten af verden, hvor vores forskning adresserer dagsordener og specifikke samfundsmæssige spørgsmål. Forskerne på ITU skaber en masse værdi for samfundet, og det er min opgave at bane vej for dem," siger Morten Hjelholt.
Theis Duelund Jensen, Presseansvarlig, telefon +45 2555 0447, email