Ny direktør i ITU Business Development skal styrke fokus på iværksætteri
IT- Universitetet vil i den kommende tid styrke sit fokus på rammerne for kommercialisering af forskning og på at hjælpe studerende, der ønsker at prøve kræfter med iværksætteri. Til at løfte den indsats er Nikolaj Oppermann blevet udpeget som ny direktør for ITU Business Development.
Skrevet 30. maj 2023 06:27 af Marlene Mee Ahrens
Entreprenørskab er en del af IT-Universitetets DNA og adskillige succesfulde virksomheder har gennem årene taget deres første skridt på IT-Universitetet. Nogle af dem har fået hjælp af selskabet ITU Business Development A/S (ITU BD), som er 100 procent ejet af ITU. ITU BD står for at understøtte kommercialiseringen af patenter, som er skabt på baggrund af forskning på IT-Universitetet samt at køre ITU Startup, der er et program rettet mod studerende med solide startup cases.
Med Nikolaj Oppermann som ny CEO får ITU BD en direktør, der har en bred erfaring fra området både indefra og udefra. Han har bl.a. haft egen virksomhed i ti år.
Ifølge universitetsdirektør Georg Dam Steffensen er Nikolaj Oppermann den helt rigtige person på posten: ”Nikolaj kommer med værdifuld erfaring bl.a. fra hans tre år som Business Unit Manager her i huset, hvor han har arbejdet med at skabe relationer mellem forskere og erhvervsliv. Han kender vores forskning og forskere rigtig godt, men han har også erfaring med at arbejde med de studerende samt samarbejdet med ITU Business Development. Han har desuden et stort netværk og viden om startupmiljøerne uden for IT-Universitets mure.”
”Det handler ikke (kun) om at lykkes men at lære”
Nikolaj Oppermann glæder sig til, som ny direktør for ITU BD, at arbejde for at entreprenørskab og iværksætteri i højere grad bliver en del af alle studerendes bevidsthed. Hvis det står til ham, skal langt flere studerende i kontakt med ITU BD og blive klogere på iværksætteri. For ifølge Nikolaj handler iværksætteri ikke kun om at lykkes, men i mindst lige så høj grad om at lære.
”Jeg ser grundlæggende entreprenørskab som en kompetence, der er vigtig for de studerende at have med sig. Det handler om at have en forståelse af, hvordan man skaber værdi, og det er en kompetence, som kan bruges I langt de fleste jobs.”
Han påpeger samtidig, at entreprenørskab er en naturlig forlængelse af tilgangen til læring på IT-Universitetet.
"De studerende arbejder allerede problem- og løsningsorienteret med metoder indenfor co-creation og ideation i mange af deres fag. Det vil sige, at de er trænet i både at være skabende og løse problemer, og det, at arbejde videre med deres egne cases med henblik på at skabe en startup, er et naturligt næste skridt for flere af dem.”
Derfor bliver en af hans første opgaver også at skabe nye tilbud, der rækker ud til flere studerende end i dag.
”Der skal også være tilbud til den studerende, der blot er nysgerrig efter at lære mere om entreprenørskab eller lære om grundlæggende koncepter såsom forretningsudvikling, eller hvordan man tager en ide og bringer den i spil. Samtidig skal vi fortsat have tilbud til dem, der har brug for en mere fokuseret og struktureret hjælp til at starte en studenterstartup.
Udover at tilbyde en bredere palette af tilbud til de studerende, vil han også se på mulighederne for et tættere samarbejde med omverden til gavn for de studerende:
”IT er i dag en del af alt, og der findes mange specialiserede inkubationsmiljøer, der fx arbejder med Healthtech, Fintech osv. Et tættere samarbejde med disse eksterne miljøer vil i mange tilfælde kunne være en fordel for studerende med startupcases inden for netop dette specialiserede domæne, så de kan få mere specifik hjælp og nemmere komme i kontakt med andre startups inden for samme område.”
Fortsat kommercialisering af forskning og udvidet samarbejde
En del af ITU BDs aktiviteter udgøres af arbejdet med ITU BDs porteføljevirksomheder og investeringer. Ligesom ITU BD også arbejder med at understøtte forskere, der ønsker at kommercialisere deres forskning. Om det arbejde siger Nikolaj:
”Det er vigtigt, at ITU BD fortsat har et stærkt fokus på at fungere som motoren for kommercialiseringen af forskernes opfindelser samt arbejdet med både de porteføljeselskaber ITU BD allerede ejer og fremtidige porteføljeselskaber.”
En nøgle til dette arbejde er ifølge den nye CEOj at fokusere på samarbejde mellem IT-Universitetet og erhvervslivet:
”Samarbejdet med erhvervslivet er en vigtig del af mange studerende og forskeres arbejde, og det er ofte i mødet og interaktionen mellem studerende og forskere på den ene side og erhvervslivet på den anden side, at ideer til nye løsninger bliver undfanget”.