IT-Universitetet er medarrangør på de danske og europæiske cybermesterskaber
Sammen med Industriens Fond, Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og tre andre universiteter, afholder IT-Universitetet for første gang de danske cybermesterskaber. Målgruppen er de 15-25 årige, og formålet er at sikre, at danske virksomheder og myndigheder i fremtiden har medarbejdere med gode digitale kompetencer.
Skrevet 1. februar 2021 13:51 af Jari Kickbusch
De danske cybermesterskaber er en del af et initiativ, som har til formål at øge og styrke kompetencerne indenfor it og cybersikkerhed . Mesterskaberne består først af en online kvalifikation, der kan give adgang til de regionale mesterskaber, som foregår fem steder i landet. De 100 bedste it-talenter fra de regionale mesterskaber går videre til den endelige finale om de danske mesterskaber, der afholdes den 8. maj 2021.
De 25 bedste fra finalen ved de danske Cybermesterskaber udtages til bruttotruppen til det danske Cyberlandshold, der til september drager til Prag for at forsvare de danske farver i en stor europæisk turnering. Det endelige Cyberlandshold består af 10 deltagere.
Sideløbende med kvalifikationen kan de digitale talenter få styrket deres kompetencer via virtuelle træningsdage. Kryptografi, reverse engineering, web-sikkerhed, social engineering og penetration testing er nogle af de områder, der skal konkurreres i.
- Det bliver de bedste af de bedste, der kvalificerer sig til finalen til De danske Cybermesterskaber 2021. Men rejsen frem mod mesterskaberne er for alle unge med interesse for it og cybersikkerhed. Uddannelsen af flere cyberprofiler til fremtidens samfund og erhvervsliv er et kerneområde for Industriens Fond, og det er derfor vi aktivt er gået ind i realiseringen af De danske Cybermesterskaber. Vi er meget glade for den brede støtte til indsatsen med opbakning fra Forsvarsministeren, FE, universiteterne samt en række andre partnere, siger Tim Sloth Jørgensen, programchef for Industriens Fonds særlige cyberindsats.
IT-Universitet som medarrangør
På IT-Universitetet er det lektor Alessandro Bruni, som i spidsen for universitetets bidrag til konkurrencen. Sammen med to studerende udarbejder han opgaver og arrangerer workshops, som skal give de unge deltagere lyst til at arbejde med it-sikkerhed – og ikke mindst blod på tanden i forhold i at opnå en god placering i konkurrencen.
- Det er sjovt at arbejde med de unge. Her på IT-Universitetet har jeg etableret en klub af etiske hackere, dvs. en klub, hvor vi hacker med et godt formål for øje. Det er erfaringerne herfra, som jeg nu får mulighed for at teste på nationalt niveau, fortæller Alessandro Bruni, som har gode erfaringer med at bringe unge til tops i internationale hackingkonkurrencer. I 2019 endte en gruppe af Alessandro Brunis studerende nemlig på en flot tredje plads i "Hack the Box-verdensmesterskaberne" for universitetsstuderende.
Få mere information om Danske og Europæiske Cybermesterskaber på konkurrencernes hjemmeside
Følg konkurrencerne på de sociale medier:
• Facebook
• Instagram
• Linkedin
• Twitter
• Youtube
Jari Kickbusch, Forskningskommunikatør, telefon 7218 5304, email jark@itu.dk