Jeg ville lære at lede forsyningens fremtidige medarbejdere
Hvad betyder digital innovation for en forsyningsvirksomhed? Det spørgsmål har Mads Elmkvist Hansen, leder af Digitalisering og IT i Kalundborg Forsyning, bl.a. beskæftiget sig med på Master i it-ledelse. Han fortæller her om forsyningens digitale udviklingsrejse og de konkrete ledelsesværktøjer, han har kunnet tage med sig fra uddannelsen.
Skrevet 23. januar 2025 08:51 af Johanne Jacobsen Halken
Kalundborg Forsyning har på få år lagt skinnerne til at blive en datadrevet, digital forsyning. Men med de digitale forandringer har fulgt store organisatoriske ændringer og nye kompetencekrav – både til ledere og medarbejdere.
Det ser Mads Elmkvist Hansen i sit daglige virke som leder af Digitalisering & IT i Kalundborg Forsyning. Han står i spidsen for den digitale strategi, som forsyningen i disse år forfølger og nu begynder at se en målbar effekt af. I 2024 dimitterede han desuden fra Master i it-ledelse på ITU.
Uddannelsen har givet mig ledelsesværktøjer, som jeg både kan brueg til at understøtte forandringer i organisationen og til at lede forsyningens fremtidige medarbejdere
Mads Elmkvist Hansen, Leder af Digitalisering og IT, Kalundborg Forsyning
”I dag er it, digitalisering og digital innovation styrende for Kalundborg Forsynings forretningsudvikling. Vi kobler i stigende grad datadrevne, intelligente løsninger på alle vores fysiske forsyningsydelser som vand, varme og spildevandshåndtering. Derudover effektiviserer vi arbejdsgange og processer, som førhen har været manuelle og krævet en høj grad af menneskelig involvering,” fortæller han.
“Men den digitale udvikling vender også op og ned på ledelsesopgaven. Det var også grunden til, jeg søgte ind på Master i it-ledelse,” siger han og uddyber: “Her kunne jeg netop få den fornødne indsigt i forsyningens overordnede digitale modenhed og capability. Og så kunne jeg få vigtige tværfaglige redskaber til at lede og understøtte den omfattende digitale innovation, som løbende finder sted i forsyningen.”
Lære at lede dygtige teknikere
Kalundborg Forsyning er en multiforsyningsvirksomhed og varetager flere forsyningsinteresser for private borgere og industrivirksomheder. Derfor har den digitale omstilling også været lang og omkostningstung og krævet meget af organisationen, bemærker Mads Elmkvist Hansen:
”Digitaliseringen transformerer grundlæggende den måde, vi arbejder,” siger han: ”På den ene side varetager vi de samme forsyningsinteresser som altid, og vores rensningsanlæg fungerer på samme måde, som de har gjort de sidste 30 år,” siger han.
“På den anden side er den digitale innovation et afgørende strategisk indsatsområde for os, og i dag udgør den datadrevne, digitale forsyning efterhånden rygraden i forsyningens strategi.”
Den digitale forsyning ventes derfor fremadrettet at blive mere afhængig af særlige tekniske kompetencer og specialiserede fagfolk.
I takt med at typen af nye medarbejdere ændrer sig, bør de rette ledelsesværktøjer ligeledes følge med, forklarer Mads Elmkvist Hansen. Disse værktøjer har han især kunnet tilegne sig på Master i it-ledelse:
“Master i it-ledelse har været enormt anvendelsesorienteret for mig på dette punkt. Jeg er ikke selv teknisk uddannet, men formålet med uddannelsen har heller ikke været at gøre mig til en dygtig tekniker. Formålet har netop været at gøre mig dygtig til at lede andre dygtige teknikere, specialister og fagfolk, som vi kommer til at se flere og flere af i forsyningen,” siger han og tilføjer:
“Uddannelsen har givet mig konkrete tværfaglige ledelsesværktøjer, som jeg fremover kan bruge – dels til at understøtte de strukturelle og arbejdsmæssige forandringer i organisationen, dels til direkte at imødekomme og lede forsyningens fremtidige medarbejdere.”
It-ledelse er ikke en kompetence, man umiddelbart lige støver op. Det gør stor forskel, at man som it-leder kan tage en uddannelse som denne og udvikle sig i samme organisation
Mads Elmkvist Hansen, Leder af Digitalisering og IT, Kalundborg Forsyning
Den digitale modenhed
Forsyningens digitale modenhed og kapabilitet er også et område, som Mads Elmkvist Hansen har beskæftiget sig indgående med på Master i it-ledelse. For selvom forsyningen er godt i gang med at blive en digital forsyning, er det nødvendigt løbende at vurdere organisationens modenhed:
“Den digitale kapabilitet og modenhed afspejler, præcis hvor langt organisationen er med at digitalisere kerneforretningen. Da jeg er formelt ansvarlig for at lede de digitale forandringer i forsyningen, skal jeg forstå organisationens kapabilitet og modenhed fra alle vinkler,” forklarer han.
“Det har været en stor indsigt for mig på uddannelsen. Kalundborg Forsyning er og bliver en drifttung organisation og multiforsyning. Det betyder i praksis, at vi arbejder meget ‘nede’ i hver forsyningsart og udvikler specialiserede, skræddersyede digitale løsninger nede i hvert domæne,” fortæller han.
“Vi kan hæve modenheden betragteligt ved at samtænke disse løsninger. Vi kan udvikle helt nye produkter, services og processer. Og vi kan koble viden, erfaringer og ressourcer sammen på tværs af forsyningens domæner på nye måder,” siger han.
En værdifuld kompetence
I takt med den øgede digitale innovation af forsyningen bliver it-ledelsesopgaven, som Mads Elmkvist Hansen ser det, kun mere og mere essentiel , På den lange bane er det hans håb, at han via masteruddannelsen kan være med til at tage den digitale forsyning til et nyt niveau:
“Denne her uddannelse, og den måde, den er strikket sammen på, ruster dig til at lede og koble it, forretning og organisation med det helt lange lys på. Jeg og organisationen får fortsat stor gavn af de best-practice værktøjer, jeg har tilegnet mig undervejs. Selvom teorien og redskaberne ikke altid kan appliceres i vores kontekst lige nu og her, så bruger vi de dele, der giver mening for os,” siger han.
“It-ledelse er ikke en kompetence, man umiddelbart lige støver op. Det gør derfor stor forskel, at man som it-leder kan tage en uddannelse som denne og udvikle sig både personligt og fagligt i samme organisation,” afslutter han.