ITU startups: Touchlogic
Hos Touchlogic arbejder de på livet løs med at udvikle apps, som kan følge med brugerne og udviklingen, for eksempel en ansigtsgenkendende iPad-sekretær, Danmarks allerførste smartwatch app og digitale ønskelister til julemanden - så må vi blot håbe, at julemanden har en smartphone.
Iværksætteristartupsapps
Skrevet 16. august 2016 07:52 af Vibeke Arildsen
Android-softwaren var stadig på sit spæde stadie, og der var ikke mange appudviklere på det danske marked, da Jakob Roed Kierkegaard og Andreas Juul Hirszhorn læste på ITU. Så efter en afsluttet cand.it og et par års ansættelse i det private, stak de to hovederne sammen og startede appudviklervirksomheden Touchlogic.
I dag lever Touchlogic primært af at implementere apps, og rådgive virksomheder, der vil optimere interne processer og kampagner. Interessen rækker dog langt videre ind i den virtuelle verden, og medarbejderne eksperimenterer med augmented reality og interaktionsteknologier. Drivkraften bag virksomheden er ønsket om at skabe noget stort, være med på innovationensfrontlinjen og drømmen om at blive Danmarks største appudviklingsfirma
Hvad fik jer til at starte egen virksomhed?
At have muligheden for at arbejde med cutting edge teknologi. Touchlogic har været med helt fra start inden for Android, iPhone og iPad udvikling, vi har udviklet den første danske smartwatch app, har arbejdet med Apple og Android TV, og har allerede leget med Virtual Reality programmering.
Hvad er den største udfordring, I har mødt som iværksættere?
At finde ressourcer indenfor revision, skatteregler og det kontraktuelle. Det er dyrt og tidskrævende at sætte sig ind i alle reglerne selv og svært at fremfinde alt, man skal bruge, da det er spredt ud over mange forskellige ressourcer.
Hvordan har jeres tid på ITU klædt jer på til opgaven?
Den projektorienterede måde at arbejde på er specielt relevant indenfor appudvikling. App-projekter er ofte ret små sammenlignet med store portalprojekter eller lignende, og minder derfor på mange måder om store projekter på ITU.
Hvad er ITU's største styrke i forhold til iværksætteri - de studerende, underviserne eller miljøet?
De medstuderende er den største styrke. Man kan i studietiden opbygge sig et godt netværk med andre i samme situation, og derigennem få inspiration og sparring. Vi har helt indtil i dag stadig kontakt til medstuderende fra ITU, der også har valgt at gå iværksættervejen. Det giver løbende gode muligheder for videndeling og at lære af andres fejltagelser og successer.
Hvad er vi gode til på ITU?
ITU tilbyder kurser og undervisning indenfor relevante områder og har fingeren på pulsen i forhold til arbejdsmarkedet og erhvervslivet.
Hvordan kan ITU blive bedre til at støtte iværksættere?
Ved at tilbyde rådgivning til nystartede firmaer omkring økonomi, skat og jura. ITU skulle opbygge en database med forskellige former for relevante dokumenter, som for eksempel ansættelseskontrakter, kundefokuserede kontrakter i form af it konsulentaftaler, aftaler om fastprisprojekter og lignende. Man kan finde mange typer aftaleskabeloner på nettet, men da ITU udelukkende kan fokusere på it-projekter, kan man producere nogle mere målrettede skabeloner.
Hvad er jeres bedste råd til de, der overvejer at starte egen virksomhed?
Vær realistisk omkring budgetter og hvor mange arbejdstimer, der er på en uge. Hvis virksomheden som Touchlogic er stiftet af programmører, så find en god balance imellem programmering, virksomhedsudvikling, PR og pleje af netværket.
Hvor ser I jeres virksomhed om fem, 10 eller 20 år?
Om 10 år er Touchlogic en etableret spiller på det europæiske marked indenfor Android og iOS appudvikling - både til smartphones og tablets, men også andre Android og iOS enablede enheder. Vi har udvidet til de andre skandinaviske lande, Tyskland og måske London. Vi har desuden leveret vores første større offentlige end-to-end projekt.