Sommerskole skal være et laboratorium for den digitale journalistik
En ny sommerskole bringer 16 studerende fra Digital Design og Kommunikation på ITU sammen med 16 kommende journalister fra SDU for at eksperimentere med digitale koncepter, der kan engagere de unge læsere.
Skrevet 21. juli 2016 10:51 af Vibeke Arildsen
For mediebranchen er digitale teknologier et tveægget sværd: På den ene side giver de muligheder for at nytænke den journalistiske formidling. På den anden side kæmper mediehusene stadig med at udvikle digitale koncepter, der både lokker yngre læserne til og er økonomisk gangbare. Måske kan et møde mellem fremtidens journalister og kommende digitale kommunikatører sætte skub i innovationen?
Bolden bliver i hvert fald givet op på sommerskolen ’Digital journalistik og projektledelse’, der løber over ni dage i august. Sommerskolen, der er et samarbejde mellem Limboland, Politiken, IT-Universitetet og SDU, er tænkt som et laboratorium, hvor studerende får åbne rammer til at ideudvikle med indspark fra professionelle mediefolk. Sammen skal de komme med bud på, hvordan Politikens netavis kan tiltrække flere læsere i aldersgruppen 15-25 år, for eksempel via sociale medier, apps eller måske helt nye typer formater og indhold.
Samarbejde skal bryde vanetænkningen
Initiativtager til sommerskolen er den lille medievirksomhed Limboland, som slår på tromme for mere opfindsomhed fra de danske medier. For mens man i USA kaster mange penge efter udvikling af nye digitale journalistiske formater, halter den danske mediebranche bagefter, mener Anders Haubart Madsen fra Limboland.
- Man er nødt til at satse på nogle ting, hvoraf halvdelen måske ikke lykkes, men som i hvert fald prøver at nå et nyt publikum. Hvis vi bare fortsætter med at lave nyheder til nettet og lægge dem ud på de sociale medier, tror jeg ikke, at vi får fat i de nye mediebrugere.
Hvis vi bare fortsætter med at lave nyheder til nettet og lægge dem ud på de sociale medier, tror jeg ikke, at vi får fat i de nye mediebrugere.
Anders Haubart Madsen, Limboland
Han er derfor glad for, at Politiken har taget udfordringen op ved at lægge både fysiske rammer og konkrete opgaver til sommerskolen og håber, at kombinationen af digitale kommunikatører fra ITU og journalistikstuderende kan bryde vanetænkningen.
Det samme gør ITU’s tovholder for sommerskolen, Martina Mahnke.
- De studerende fra Digital Design og Kommunikation har en rigtig god forståelse for, hvordan teknologi og digitale koncepter kan skabe innovation, mens de journalistikstuderende har styr på de journalistiske værktøjer. Måske finder de sammen på nye formater, teknologier eller distributionsformer – det bliver spændende at se, siger hun.
Inspiration fra nytænkere
På kurset vil de studerende møde ITU- og SDU-undervisere såvel som en række nytænkende mediefolk, heriblandt Zach Seward fra det amerikanske onlinemedie Quartz, der tidligere på året lancerede en chatbaseret nyhedsapp målrettet unge læsere. Et godt eksempel på den type koncepter, sommerskolen skal inspirere til.
I slutningen af kurset skal de studerende præsentere deres koncepter for en jury af undervisere og mediefolk. Uanset om projekterne bliver til virkelighed, går de videre ud i verden med erfaring i at lede tværgående digitale projekter.
- Vi håber, de studerende går videre med nogle evner til at drive innovation i enten mediebranchen eller andre steder, hvor man skal kommunikere til en målgruppe digitalt. Det gælder om at kunne sætte folk sammen og tænke helhedsorienteret i forhold til at bringe indholdet ud til målgruppen, afslutter Anders Haubart Madsen.
Martina Mahnke, videnskabelig assistent, email mamah@itu.dk
Vibeke Arildsen, presserådgiver, telefon 2555 0447, email viar@itu.dk